Mauritius

3 uger i 1997 - 1998

 

Turen til Mauritius, var et familiebesøg. Jeg har en kusine som er gift og bosat på Mauritius. Jeg mødtes med mine forældre dernede, de havde i forvejen været på safari i 3 uger i Sydafrika. Vi skulle  fejre jul, samt nytår dernede. Min kusine boede på det tidspunkt på Le Morne bjerget, hvor hun også havde lejet nogle små bungalower til os. Det er en utrolig flot beliggenhed. Her havde vi  cykler, som vi kunne bruge til at komme rundt i den nærmeste omegn med. Ellers kørte vi med min kusine til de længere destinationer. Mauritius er en meget dyr ø, hvis man kommer der som almindelig turist. Der findes stort set kun luksus ressorter, ingen almindelige  turist hoteller. Bare min flybillet derned med Air France kostede 10.000 kr.

Min bungalow ved Le Morne

Min bungalow ved Le Morne

 

Le Morne

Le Morne

Jeg ankom en dag efter mine forældre, nogle dage før jul. Vi hyggede os så med min kusine Lone, hendes søn Esben og hendes mand Denis. De boede oppe af det dramatiske Le Morne bjerg, med en fantastisk udsigt ud over havet. Denis ejede en speedbåd, hvormed hans besætning fløj turister med faldskærm. Jeg prøvede selvfølgelig gratis. Ellers kostede det over 1000 kr. Bare at få lov til at komme ind på hotellets grund kostede det 100kr., hvis man ikke boede der. Vi fik lov til at komme gratis derind p.g.a Denis. Denis's familie er meget berømt på øen, og hans bedstefar er adlet. Det åbnede en masse døre, ligeså snart man nævnede efternavnet Rafrey.

 

Juleaften fejrede vi sammen med Lone og hendes familie. Det var en blanding af danske og mauritiske traditioner. Vi havde hjemmefra medbragt noget nougat og marcipan. Og vi fik så til julemiddag blå marlin og gåseleverpostej til forret, kalkun til hovedret og citronfromage til dessert. Juletræet var en fyr gren med pynt på, og drinksene fik vi på verandaen i solnedgangen. 

 

Denis, Lone, Esben og mig juleaften

Denis, Lone, Esben og mig juleaften

Dansepiger på vores snorkel/barbecue tur

Dansepiger på vores snorkel/barbecue tur 

 

Udsigt ned til Le Morne og det indiske ocean

Udsigt ned til Le Morne og det indiske ocean 

 

Juledag var vi på en snorkel tur ud på en lille ø, sammen med turisterne fra luksushotellet, der var der dans og musik og massevis af vine og barbeque. Det var en sjov dag, og på turen tilbage sejlede vi med bandet, hvor festen stadig fortsatte. Jeg dansede i stævnen og det endte med at chefen for turen faldt i vandet med alle pengene. De næste dage gik med at se noget af øen. Vi var blandt oppe at se en te farm og fabrik. det var ellers lukket for turister, men min kusine fik os ind. Vi var også ude ved Chamarel vandfaldet og det farvede sand, et sted hvor jorden har alle mulige rødlige farver. Vi så også Black River Gorges National Park, hvor vi gik ind igennem kløfterne til et vandfald med en dejlig svømmebassin. Samme tid besøgte vi også et stort indisk tempel. Der bor mange indere på Mauritius, efter at det i sin tid var engelsk koloni.

 

 

Nytårs aften fejrede vi i Port Louis på en kinesisk restaurant. Der er bygget et stort center nede ved havnefronten, hvor der er en masse forskellige restauranter og kasinoer og barer. Der var vi så nytårsaften, men blev lidt skuffede da der ikke skete så meget som vi havde regnet med. Min kusine skulle til fest hos nogle venner den dag, så vi kunne ikke fejre nytår sammen. Efter nytår skulle vi bo 1 uge i Denis's forældres sommerhus på den nordlige del af øen i Cap Malheureux. På vej derop skulle vi spise frokost hos dem i deres hus i Curepipe. En by inde midt på øen. De boede meget fornemt og serveringen foregik med tjenestepige i uniform. De havde simpelthen tjenestefolk boende i et hus i haven. Vi havde en hyggelig eftermiddag hos dem, og de var meget flinke.

Black River Gorges National Park

Black River Gorges National Park

 

Fugl i haven ved bungalowerne, Le Morne

Fugl i haven ved bungalowerne, Le Morne 

 

Sommerhuset. Cap Malheureux

Sommerhuset, Cap Malheureux

Lone og mine forældre på terrassen i sommerhuset,  Cap Malheureux

Lone og mine forældre på terrassen i sommerhuset,  Cap Malheureux

 

Vi ankom så til deres sommerhus som lå med haven direkte ned til stranden. Ved siden af lå bedstefarens og onklens sommerhuse. Her slappede vi så af en uges tid, med sol dyrkning og ren afslapning. Vi havde også en pige, der kom en gang om dagen og gjorde rent og lavede mad til os. Efter en skøn uges tid her, skulle jeg rejse hjem et par dage før mine forældre, og sagde farvel til endnu en dejlig ferie.

 

 

Top