Vi tog bussen Cruz del Sur hen over bjergene på en nyere vej, så hvad der før kunne tage dagevis kunne nu gøres på 5-6 timer. En tur hen over flot storslået landskab. Vi ankom til Puno, den største by ved Titicaca søen på den Peruvianske side. Søen er delt mellem Peru og Bolivia, og er verdens højst beliggende navigable sø i 3820 meters højde. Vi boede på Hotel Europa som er et billigt nedslidt men okay hotel, med meget varierende værelsestandard.

Vi sejlede tidlig morgen først ud til de nærliggende flydende sivøer, hvor alt er bygget af siv og selve øerne flyder rundt på sø overfladen, et lidt meget turistet sted på grund af den nære beliggenhed til Puno men stadig et besøg værd. Vi fik også mulighed for at prøve en sejltur i de lokale sivbåde, dem som Thor Heyerdal efterlignede da han lavede Kontiki.

Næste dag gik turen tilbage til Puno, med et stop på naboøen Taquile, hvor der er over 500 trappetrin op til byen på toppen af øen. Herfra har man den mest fantastiske udsigt ud over Titicaca søen. Vi gik dog op på den anden side af øen, hvor man fulgte en lang sti op til toppen af øen. Turen var smuk, men det var diset og regnede en del. I byen på toppen var der fuldt af turister, så det var lidt et flop.

Derfra tilbage til Puno, hvor vi overnattede en sidste nat.

Fra Puno kørte vi med turistbus Inkaexpress til Cusco. Grunden til at vi tog turistbussen er at den holdt 5 små stop undervejs hvor vi kunne komme af og bruge lidt tid de forskellige steder på denne ellers øde strækning. Turen kostede US$ 30 inkl. frokost i Sicuani. Turen gik igen hen over et fantastisk bjerglandskab, og i starten med Titicaca søen i baggrunden. Turen varede 9 timer. Med ankomst til Cusco, Inkaernes hovedstad, sidst på eftermiddagen. Her blev vi hentet af vores Hotel Corihuasi, dejligt gensyn med dette hotel hvor jeg boede for 10 år siden, det lignede sig selv, ikke de store ændringer.

Cusco er en af mine favoritbyer. Det er et dejligt sted at være, med sine små snørklede gader op af de stejle skrænter, er det en skøn blanding af Inkaruiner og kolonistil, og beliggende ved Sacred Valley, Den hellige dal, hvor der ligger den ene flotte Inkaruin efter den anden. Cusco var vores base den næste uge.

Vi startede dagen med at gå ned på turistkontoret og købe de nye tur pas, der var blevet indført. I stedet for at betale ved indgangen havde man lavet et klippekort system, så man var nød til at købe til flere steder. Kortet kostede 20 US$ og det dumme ved det var at der var andre kort til for eksempel kirkerne, så hvis man ville se dem skulle man også købe et andet kort som gjorde det hele noget bekosteligt.

Derefter startede vi med at gå op af de stejle veje til Sacsayhuamán ruinerne der ligger lige uden for Cusco. De er nogle af de mest imponerende ruiner, med kæmpemæssige store sten, der er som lavet til at skulle passe sammen. Det er nogle fantastiske bygningsværker. Og stedet er også hjemsted for den største kulturelle begivenhed i Peru som finder sted hvert år den 24 juni, Inti Raymi, hvor man fejre vinter solhverv og genopføre et storslået skuespil fra Inkaernes tid. En begivenhed jeg håber at ville kunne overvære næste år.

Derefter gik turen ned til kontoret for vores Inkasti trek, Peru Trek, hvor vi fik gennemgang af trekket. Så stod den på frokost og en tur på det lokale marked.

 Inde i Cusco er flere af husene også bygget oven på gamle ruiner så man kan mange steder se disse flotte stensokler der helt utrolig er passet sammen. En af dem har 12 kanter og en helt fantastisk mur den er del af. Ellers gik dagen med at besøge flere steder på vores tur pas, så vi fik lidt for pengene. Derefter tog ungerne , mor og jeg på den lokale forlystelsespark, hvor de havde en masse rutschebaner og håndskubede karruseller. Pigerne  nød det virkelig, selvom stedet var noget nedslidt. Og de besøgte også stedet igen. Om aftenen besøgte vi det lokale teater hvor de opførte en masse forskellige danse fra Cusco regionen, også en del af vores tur pas.

Inkastien er en vandretur igennem noget af det smukkeste bjerglandskab på denne jord. Vi var der i regntiden, men det gør efter min mening ikke noget, for hvis skyerne rullede ind engang imellem gav det hele landskabet noget mystik, som passede fint med de flotte ruiner vi passerede undervejs.

Tidlig op anden dag med præsentation af hele holdet efter morgenmaden, 21 bærere, 1 kok, 2 guider og 16 trekkere hvor vi var de 10. Denne anden dagen var den hårdeste. Vi startede den lange seje opstigning til Warmiwañusca eller Den døde kvindes pas som den hedder oversat. Der er langt op til 4198 meters højde, igennem meget forskellig terræn, først igennem mosbegroet skov med rindende kilder og derefter op på det lange stykke oven for trægrænsen hvor man kunne se toppen længe men den syntes ikke at komme nærmere. Vi fandt hurtig sammen i grupper hvor man fandt sit eget tempo. Et par timer før toppen holdt vi frokost, og de forreste nåede toppen ca. 2 timer før os bagtroppen

Denne dag startede også med en opstigning til vores andet pas i 3998 meters højde, lige før passet ligger en større ruin Sayacmarca , jeg startede opturen med John og familie, da jeg lovede ham et godt forspring og at nå ruinerne først. Med god pjecing og vilje nåede han ogsså at være den første fra gruppen at nå derop, de fortsatte så opstigningen og jeg ventede på resten af gruppen. Efter at have nået passet, skiftede vejret og vi gik stortset i skyerne resten af dagen. Fulgtes med Marie og de 2 guider det meste af tiden. Ankom sidst på dagen i flot vejr til vores sidste lejr Huinay Huayna, hvor vi igen kom til beboet område, her ligger en hytte hvor der om aftenen blev festet igennem specielt af de mange unge Argentinere som gik stien.

Vi havde med kold velfortjent øl i hånden, en helt formidable solnedgang over det flotte bjergparti med sneklædte Mt. Veronica baget i sol.

Her blev jeg valgt til at skulle formidle drikkepenge blandt bærere, kokken og guiderne. Så om aftenen efter middagen stod jeg med et stort bundt sedler og håbede at det gik op, og fik kindkys af 24 peruvianske mænd under stor jubel.